Min ven Viktor - Flipbook - Page 47
”Dejligt, at du har ham Viktor, han lyder som en
rar dreng. Men skal vi ikke snart møde ham?”
”Jo, men …”
”Nå, nu kommer far hjem, han har også hørt,
hvad der er sket på skolen.” Hans mors ansigt blev
alvorligt igen, hun spændte sig fri af selen og steg
hurtigt ud. Tom kiggede på sin fars bil, som i det
samme blev parkeret ved siden af morens. Hans lillesøster, Eva, sad på bagsædet. Han kunne kun se
hendes lyse, krøllede hår, som lignede Jasmins …
Det slog ham lige. Faren skyndte sig hen til Tom, så
snart han åbnede bildøren.
”Det er da noget frygteligt noget, der er sket.
Hvordan har du det, Tom?”
Tom åbnede bagdøren og trak sin rygsæk ud.
”Jeg har det fint. Jeg kendte ham ikke rigtigt.”
Han så godt, at hans mor og far udvekslede bekymrede blikke over bilens tag, så hjalp hans mor
Eva ud af bilen. Hun brokkede sig, da moren glemte hendes rødhårede Rubens Cutie-duk-ke med den
prikkede grønne kjole på bagsædet, den slæbte hun
altid rundt på. Han håbede ikke, at hun fik et af
sine anfald, for det kunne han ikke klare. Lige nu
var der endelig mest opmærksomhed på ham, og
det nød han. Faren strøg ham over håret og lagde
sin hånd mod hans nakke, mens de gik hen mod
døren.
”Men det er grimt alligevel,” sagde Toms far,
47
