Min ven Viktor - Flipbook - Page 48
som om han havde aftalt med hans mor, hvad de
skulle sige. Han var i det pæne jakkesæt, som han
kun havde på, når han arbejdede i banken. Snart
ville han gå op i soveværelset og klæde om til
T-shirt og cowboybukser. Han duftede godt i dag.
Men Eva fik et af sine hysteriske anfald, lige så
snart de kom ind og hun opdagede, at hendes lille,
hvide bomuldshund, som hun kaldte Krølle, ikke
var hjemme endnu, fordi de jo var kommet hjem
tidligere end normalt. Naboen i rækkehuset overfor, som var pensionist, gik altid tur med den, fordi
de ikke var hjemme, og hun alligevel skulle lufte
sin egen hund, og selvom mor forklarede Eva, at
Krølle meget snart ville være hjemme igen, blev
hun ved med at skrige. Far var nødt til at hjælpe til,
så de kunne give hende hendes medicin. Tom gik
ind på sit værelse og lukkede døren, men han kunne alligevel høre dem kæmpe med lillesøsteren et
godt stykke tid. Han havde lyst til at snakke med
Viktor, men det var bedre nede ved søen, hvor de
kunne tale uforstyrret sammen. Søen, som Viktor
havde fortalt var en gammel grusgrav, lå på den anden side af vejen. Det tog ikke mere end et par minutter at gå derhen, og når han cyklede, varede det
kun et minut. Han smed skoletasken på gulvet, satte sig ved skrivebordet og holdt sig for ørerne, indtil
Eva ikke skreg længere. Så tændte han sin computer. Når han ikke havde Viktor, så havde han sine
48
