Min ven Viktor - Flipbook - Page 51
Tom så på Viktor. Han vidste bare alting.
”Det ved jeg ikke. Måske. Hun er bare tit i dårligt
humør og bliver så megahidsig.”
”Hun kan også være autist eller noget helt tredje.”
”Hun er i hvert fald bare pisseirriterende nogle
gange. Det var ellers så dejligt, at mor hentede mig i
dag, og far var også rigtig opmærksom på grund af
det, som er sket på skolen, men så begyndte Eva at
skabe sig. Hun tager al min mor og fars tid. Nogle
gange ser de mig slet ikke.”
”Det er dumt af dem. Og det skal du ikke finde
dig i.”
”Hmm, det er jeg jo ligesom nødt til, ikke?”
”Det bestemmer du helt selv. Der er kun dig til at
gøre noget ved det.”
Tom fór sammen, da der lød et højt brag, som
rungede over søen. Det lød som et skud. Han så
ned på Viktor, som lå tilbagelænet i græsset. ”Der
er nogen, som skyder!” Et nyt brag lød.
”Ja, der ligger en skydebane her tætved. Den tilhører Århus Flugtskytte-Klub, du vil også kunne
finde nedskudte lerduer i søen.”
”Okay.” Tom lagde sig ned ved siden af Viktor og
lyttede til nogle skrig, som kom fra træerne.
”Hør lige de skrig, hvad er så mon det? Det lyder
næsten som Eva.” Han kunne ikke lade være med
at grine lidt, selvom det stadig gjorde ondt i maven.
51
