Min ven Viktor - Flipbook - Page 52
”Det er spurvehøgen, som siger sådan, når den
kalder. Måske er den blevet skræmt af lyden af
skuddene. Det er en lille rovfugl på størrelse med
en due. Den lever af småfugle og fugleunger, men
kan også sagtens tage en fugl på størrelse med sig
selv.”
Tom hævede sig op på albuerne og kiggede ned
på Viktor.
”Hvor ved du alt det fra?” grinede han.
”Det er ikke så svært. Man skal bare vide, hvor
man skal finde oplysningerne. Men det er spændende med dyr, synes du ikke? Det skal vi huske, at
vi også selv er.”
Tom tænkte lidt over den kommentar, selvfølgelig havde Viktor ret, det havde været oppe at vende
i biologitimerne, men han følte sig nu ikke som et
dyr. Ikke som Krølle i hvert fald.
”Hvad ville du ellers snakke med mig om i dag,
Tom? Det lød vigtigt tidligere,” spurgte Viktor, da
de havde ligget stille i græsset lidt og lyttet til fuglestemmer og set på guldsmede og sollysets glimt i
vandet. Nu havde Tom ellers lige fået det frygtelige
lidt på afstand.
”Jo … jeg har tænkt på … Tror du, jeg også skal
snakke med politiet? De var på skolen i dag på
grund af det med Milas. De snakkede med alle i
hans klasse og lærerne.”
”Er du da bange for at snakke med politiet?”
52
