100% FREMMED? : 100 personer - Page 11



Adnan Axacan
Efter jeg har fået børn i Danmark, er
Danmark blevet mit hjemland, og jeg er
blevet dansk kurder. Jeg ville ikke have
noget imod at være dansk dansker, men
jeg kan ikke løsrive mig fra Kurdistan.
Min familie er dér sammen med min fortid, min idealisme og mine drømme. Jeg
mistede troen, da jeg studerede teologi
i Ankara. I mødet med professorer, som
levede af at undervise i islam, men aldrig dukkede op til bøn, begyndte nye
spørgsmål at presse sig på. Havde folk
ikke valgt teologistudiet pga. deres tro?
Hvorfor lugtede en af mine undervisere
af alkohol, og hvorfor bad min sidsteårsstuderende sambo ikke? I takt med
at jeg konfronterede folk, mistede religionen sin selvfølgelighed, og jeg stillede
for første gang mig selv spørgsmålet:
Tror jeg overhovedet på religion? Det
gjorde jeg ikke, og det gør jeg stadig
ikke. I stedet tror jeg på mennesker, og
jeg tror på, at det bedste, man kan lære
børn, er selvstændighed. Skandinaviens største styrke er, at man opdrager
børn til at være selvstændige. Det danske skolesystem var en øjenåbner for
mig, selvom det i starten var forbundet
med stor frustration, for hvordan skulle
jeg lære noget på et seminarium, hvor
alt var til forhandling? Men jeg lærte noget, nemlig at der ikke findes én, men
mange sandheder, og hvis jeg kan argumentere for min sandhed, så kan den
være lige så god som din. Den tankegang forsøger jeg at give videre til mine
elever. Den er langt vigtigere end deres
rangering i en eller anden PISA-måling.





Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen