100% FREMMED? : 100 personer - Page 117



Sehaeta Karalic
Jeg har altid været optaget af æstetik og
husker første gang, jeg besøgte Skagens
Museum. Krøyers billede af folk omkring
sankthansbålet er for mig indbegrebet af
Danmark. Jeg holder meget af Skagen og
elsker gamle ting. Mit første møde med
genbrug – og fascination ved at redde ting
fra genbrugsbutikkens ensomhed – stammer nok fra dengang, jeg var barn, og vi
skulle have udklædningsfest på asylcentret. Vi fik lidt penge, og jeg har altid været
vild med TCM-film og Audrey Hepburn, så
jeg købte et par 50’er-solbriller, et tørklæde
og en rød læbestift. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket menneske jeg ville være,
hvis jeg stadig boede i Montenegro. Det
tænker jeg tit på. At det er mit held, at mine
forældre flygtede. Sat lidt på spidsen kan
jeg have samme skyldfølelse som en overlevende efter en krig. Især den selvstæn-
dighed man kan have som ung i Danmark.
Jeg købte egen lejlighed som 27-årig. Det
ville ikke være muligt i Montenegro. Herhjemme er uddannelse gratis. Dér ender
familien med en kæmpe gæld. Jeg er allermest bange for at miste min selvstændighed. Den er fundamentet for, at man
kan leve sit liv, som man har lyst til. Man er
fremmed i Danmark, så snart folk hører dit
navn. Ellers mærker jeg det ikke. Men jeg
bliver vildt irriteret, når folk siger: Du taler
utroligt godt dansk. Ja! Selvfølgelig taler
jeg dansk! Jeg har boet her i over 20 år. Til
gengæld føler jeg mig helt klart fremmed,
når jeg tager tilbage til Montenegro, fordi
jeg tager danskheden med mig. Jeg taler
flydende montenegrinsk, for jeg synes, det
er en af de ting, som gør mig til mig. Men
jeg er helt bevidst om, at dér er jeg turist.





Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen