100% FREMMED? : 100 personer - Flipbook - Page 123
Mehmed Glavas
Det var i begyndelsen af Muhammed-krisen, radioen gik, og mine kolleger var virkelig oppe at
køre. De snakkede om, at man burde slå alle
muhamedanere ihjel. Jeg var helt ude af mig selv,
begyndte at forestille mig koncentrationslejre og
alt muligt. Jeg var på aftenhold, kørte fra fabrikken
i Østbirk kl. 23.15 og ”vågnede” tre kvarter senere
i en rundkørsel i Kolding. I stedet for at køre hjem
til Horsens var jeg kørt ud på motorvejen. Ved Kolding så jeg et skilt med et rødt kors og tænkte:
Her er jeg i sikkerhed. På det tidspunkt havde jeg
været dansk statsborger siden 2001. Men jeg var
jo også statsborger i Bosnien, da jeg i 1993 som
15-årig blev sat på en bus og kørt væk.
Det, der betyder noget for mig, er relationer. Når
de bliver brudt, er jeg straks tilbage ved det, der
skete dengang. Det var ikke mig, der sagde: Vi
skal ikke være venner længere. Andre sagde det
for mig. Så da jeg blev opsagt fra mit tidligere
arbejde i april sidste år, kastede det mig ud i en
identitetskrise. Det var min ”baby”, hvor jeg havde
arbejdet 60-80 timer om ugen. Nu fik jeg igen en
relation brudt.
Det fik mig til hen over sommeren at tage til Bosnien i nogle måneder. Mest som selvterapi: Hvordan ser der ud i dag? Er jeg fremmed? Eller er
jeg blevet dansk? Jeg fandt ud af, at jeg er meget
mere fremmed dernede end i Danmark. I dagligdagen føler jeg mig ikke fremmed. Men man har
ikke brug for udtalelser om, at alle fremmede skal
sættes på toget og sendes ud af landet. Jeg kan
kun relatere det til ´93.
mand / 41 år / i et forhold / fitnessinstruktør / Horsens / fra Bosnien / kom