100% FREMMED? : 100 personer - Page 13



Bilal Elfout
På arbejde er jeg lige som alle andre,
og når jeg er hjemme, er jeg bare mig.
Jeg har mange drømme for mit liv i
Danmark, men min største drøm er at
komme til at bo i Palæstina. Jeg har en
nøgle til det hus, som mine bedsteforældre forlod i 1948. Den går i arv fra
generation til generation og er en påmindelse om, at vi på et tidspunkt skal
vende hjem. Efter 11. september 2001
gik jeg i medierne for at gøre opmærksom på, at angrebene ikke afspejler,
hvordan alle muslimer tænker. Jeg ville bygge bro, men medierne skabte en
kløft, og den gruppe af moderate muslimer, som før havde debatteret, gad ikke
længere stille op i medierne. Mange af
os var gået ind i debatten med en forventning om gensidig respekt, men vi
blev mødt med et ensidigt krav om, at
vi skulle underkaste os ytringsfriheden
og finde os i, at der blev gjort grin med
vores religion. Og så skulle vi tage afstand fra det ene og det andet: hijab,
omskæring, halalslagtning. Vi kommer
fra et mangfoldigt samfund. Men hvis
vi alle skal være danske på den samme
måde, mister folk lysten til at engagere
sig i samfundet. Og det er et problem,
for hvis jeg vil beholde halalkødet, tørklædet osv., bliver jeg nødt til at engagere mig. I forbindelse med det seneste
kommunalvalg startede jeg initiativet
“Yalla Stem” for at få folk til at brokke
sig i stemmeboksen frem for på sofaen,
men det bliver sværere at få folk med på
den slags initiativer. Jeg ønsker fortsat
at bygge bro, men kan ind imellem tage
mig selv i at tvivle på, at det nytter.





Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen