100% FREMMED? : 100 personer - Flipbook - Page 143
Maria Brinks Arianfar
Jeg er 100% fremmed og elsker det.
Jeg har oplevet den iranske og danske
kultur og kan skifte kanal - kulturelt, politisk, socialt og følelsesmæssigt - som
det passer mig. Med alderen er jeg blevet bevidst om at ingen kultur er perfekt,
og har derfor fundet styrke i at skabe
min egen identitet. Det har været smertefuldt at opdage hvor svært det var at
blive accepteret i verdens lykkeligste og
mest ordentlige land. Der findes ingen
100% lykkelig integration. Du står altid
i dilemmaet: skal du forblive tro mod
din oprindelige kultur, eller søge accept
i den nye. For mange år siden var jeg
praktikant på et plejehjem. Sygeplejersken stak mig en vaskeklud. Værsgo,
vask den lamme mands penis. Det kan
en muslimsk kvinde ikke, men jeg valgte i det sekund at overskride grænsen,
ellers ville jeg altid stå i det dilemma.
Når man vælger at træde ind i et nyt
samfund møder man kritik og afvisning,
og så skal man vise hvem man er som
menneske. Udvikling kræver tid, ressourcer og kræfter. Ikke alle har det eller
vælger det. For mig var der intet valg.
Jeg havde ikke råd til at være naiv. Min
far var general i militæret, min mor den
persiske Emma Gad, så selvom jeg voksede op i trygge rammer, var det ikke
altid sjovt at være barn. Da jeg var 12 år
røg min politisk aktive søster i fængsel
og vi mistede alt. Min mor har givet mig
en feministisk stolthed, jeg ikke oplever
i det danske samfund, og min far, styrken til at stå ved mine valg. I dag er jeg
generalen i mit eget liv.