100% FREMMED? : 100 personer - Page 153



Mahabad Quasemi
Sikkerheden er det vigtigste. I Danmark føler jeg
mig sikker og tryg, men samtidig lever vi med
utrygheden. Hvor længe kan vi få lov at blive i landet? Det er svært. Og det giver stress. Usikkerheden gør, at jeg ikke har mod på at sætte børn i
verden. Hvad er det for et liv, jeg kan tilbyde dem?
Fremtiden er alt for usikker, og det ser svært ud.
Vi har det ok nu, for vi er sikre her. Vi håber lige
som alle andre. Jeg har ikke lyst til at være flygtning, men jeg har ikke haft noget valg. For mig
er Kurdistan et rigtigt land, men vi bliver ikke accepteret. Selv om vi har vores eget sprog, bliver
vi set ned på. Jeg har ikke et rigtigt land, men jeg
føler mig som kurder. Jeg er taknemmelig for den
måde, Danmark har taget imod mig på. Jeg håber,
at danskerne vil besøge Kurdistan, når vi engang
får vores eget land.
Mine forældre og to af mine tre søskende bor lige
i nærheden. Jeg besøger mine forældre hver dag.
Jeg spørger tit mine forældre, hvorfor jeg blev
født. Jeg kan godt lide at bo i Bjerringbro. Her går
jeg til fitness og yoga, og hver onsdag går jeg til
møde i Røde Kors. Her kan man spise sammen og
få hjælp til at læse eller skrive et brev.
Det var halloween den dag, jeg kom til Danmark.
Mange var klædt ud og så ud som om, de var
smurt ind i blod. Er de altid sådan, tænkte jeg?
Men her fik vi mad. På vores flugt kom vi gennem
Serbien, Bosnien og Tyskland. Vi havde ingen
penge og fik ikke rigtig andet end appelsiner og
bananer. Jeg var sulten, da jeg kom til Danmark.
På flygtningecentret fik vi penge allerede første
dag. Jeg gik i supermarkedet for at handle. Men
det var svært at finde madvarerne, når jeg ikke
vidste, hvad de forskellige ting hedder.
kvinde / 32 år / gift / studerende / Bjerringbro / kurdisk Iraner / kom til Danm





Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen