100% FREMMED? : 100 personer - Page 185



Sawssan Gharib Dall
”Om lidt er kaffen klar”, sang vi alle sammen,
mens vi holdt i hånd i den varme sommerluft, og
børn legede omkring os. Lige dér, min allerførste
Sankt Hans, forelskede jeg mig i Danmark. Jeg
var lykkelig og tryg.
Allerede da vi sad i asylcentret i Danmark begyndte jeg at hjælpe som tolk og i køkkenet, for
jeg kunne ikke holde ud bare at sidde der. Sådan
har det været lige siden. I Esbjerg har jeg virkelig knoklet for at lære dansk og tjene penge, så
jeg kunne klare mig selv og flytte hjemmefra, selv
om mine forældre ikke ville have det. Men jeg ville
ikke leve under alle deres regler, og giftes med en
fremmed mand. Da jeg fik nøglerne, og åbnede
døren til min allerførste lejlighed, havde jeg en følelse af ultimativ frihed.
Jeg mødte min mand, Aksel, til en fest via mit tidligere arbejde i en børnehave. Aksel var en sød
og stabil mand, men jeg vil ikke sige, at jeg faldt
pladask for ham. Det kom først senere. Min mor
sagde, at jeg ikke skulle gifte mig med en dansker,
for han ville bare bruge mig som en karklud. I dag
er vi gift på 23 år.
Jeg ville ikke have, at mine døtre skulle have arabiske navne. Det er ikke fordi jeg skammer mig
over at komme fra Libanon, men jeg synes ikke
der var nogen grund til at gøre livet sværere for
dem.
I de første år i Danmark gemte jeg mig under bordet, når jeg hørte en ambulance. Men selv om
krigen altid vil sidde i mig, så nægter jeg at lade
den fylde i mit liv. Jeg vil leve frit. Jeg føler mig
99 procent dansk. Den ene procent, hvor jeg føler
mig fremmed, er, når Danmarks Statistik ringer for
at lave deres befolkningsundersøgelse.
kvinde / 54 år / gift / børn / folkeskolelærer og integrationsmedarbejder / E





Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen