100% FREMMED? : 100 personer - Flipbook - Page 205
Samira Taba
Jeg kan godt lide at se livet igennem en
linse. At tage billeder. Lige nu tager jeg
mange billeder af naturen. Den natur,
der er lige uden for mit vindue. Jeg er
lige flyttet til en lille landsby lidt syd for
Aalborg og bor foran en sø. Der er et
svanepar på søen, og en af deres unger
har hvide vinger men en brunspættet
krop. Den er imellem to faser i livet og
smuk på sin egen måde. Jeg kan godt
lide søen, fordi jeg kan gå hele vejen
rundt om den... det giver mig ro at iagttage naturen. Jeg kan ind imellem godt
blive det, jeg kalder ’menneskebims’.
Som barn blev jeg mobbet meget i
skolen. Det var i Århus, og jeg var den
eneste udlænding i klassen i mange år.
Mobningen sidder stadig i mig, selv om
jeg er flyttet og blevet voksen. Det gør,
at jeg kan have svært ved at finde ud
af mennesker og har brug for at mærke
roen i mig selv. Det har jeg ikke været
god til tidligere, men med alderen er jeg
blevet bedre til at finde fokus. Som i et
fotografi, handler det om at sortere alt
det fra, der ikke har relevans. Jeg har
boet 12 år inde i Aalborg, men det er
først nu, jeg har erkendt, at jeg har brug
for roen fra naturen. Måske jeg ligesom
svaneungen befinder mig mellem to faser i livet? Fra en fremmed for mig selv
til en fremmed i samfundet. Danmark er
under forandring, men i naturen finder
jeg roen og uforanderligheden.