100% FREMMED? : 100 personer - Page 217



Adnan Barzange
Syv gange har jeg arrangeret og afholdt
kurdisk nytårsfest i Randers. Flere gange deltog ikke blot mine kurdiske medborgere, men også byens borgmester,
som sad til bords på lige fod med de
andre gæster. I Irak kan det give fatale følger at fejre vores traditioner. Jeg
har stiftet kurdisk forening, arrangeret
fællesspisning og meget mere. Jeg har
fået gode, nære relationer overalt i lokalsamfundet. 13 år på Kompagnivej i
Randers har givet mig fundamentet til
at opbygge min familie og min identitet
både personligt og fagligt. Jeg lever for
at skabe balance mellem mennesker.
Ligeværd. I Kurdistan drømte jeg om at
studere jura, men det betingede, at jeg
skiftede identitet til araber eller meldte mig ind i Ba’aht-partiet. I Irak levede jeg kun halvt, undertrykt og angst.
F.eks. måtte jeg ikke tale direkte til en
overordnet. Det kunne kun ske gennem
min onkel eller far. Ikke mine handlinger, blot min identitet, gav anledning
til, at en trussel om fængsling konstant
hang over mit hoved. I 1999 kom jeg til
Danmark, og det var første gang i mit
liv, hvor jeg frit kunne sige: ”Jeg er fra
Kurdistan”. SuperBrugsen i Mariager
blev min første arbejdsplads. Her stod
jeg mange gange og bankede på døren til min chefs kontor, inden han lærte
mig, at jeg bare kunne gå ind. Han var
et godt menneske og en god chef, jeg
kunne tale med. Mit land er mit hjerte.
Og jeg vil kæmpe for, at kurdere kan
være frie som alle andre. Alt det svære
kan jeg bruge som erfaring. Og jeg har
truffet en beslutning om at bruge livet
på at tænke frit og kommunikere, så jeg
kan være med til at skabe en bedre verden.





Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen