100% FREMMED? : 100 personer - Page 219



Weini Essak
Alle dage er ens. Det kan være, jeg bager brød eller laver mad med dem, jeg
bor sammen med. Går en tur i byen,
hvor jeg ofte møder flere af mine venner. Vi hygger os sammen ved åen,
drikker kaffe eller spiller volleyball. Det
elsker jeg. Det er godt for mig at være
i Randers. Byen er rolig. Jeg går på
sprogskole, på Vild med Dansk- kursus,
spiser og ser venner. Jeg håber af hele
mit hjerte, at jeg kan få et godt liv her og
måske en dag blive genforenet med min
familie. Eritrea er et utrygt land på grund
af diktatur, undertrykkelse og tilfældige
fængslinger. Min mor og far er blevet
adskilt, min lillesøster har været i fængsel i 2 ½ år, selvom hun kun er et barn.
Og jeg måtte flygte alene. Det er tre år
siden, jeg sidst så min mor. Allerhelst vil
jeg hjem til min familie, men det tør jeg
ikke drømme om. Det vigtigste for mig
lige nu er at få et rigtigt arbejde, så jeg
kan tjene penge og spare op. Jeg har
været i praktik i butik. Det var jeg rigtig
glad for. Når jeg får en pensel i hånden,
slipper min fantasi sig løs, så måske kan
jeg bliver maler? Men jeg er også ret
god til at lave mad. Det har jeg lært af
min mor. Og inden i mig selv tænker jeg
forsigtigt, at en dag vil det blive muligt
for mig at åbne en café i Randers, hvor
jeg serverer eritreansk kaffe og hjemmelavet mad til gæsterne.





Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen