100% FREMMED? : 100 personer - Page 227



Selma Dervisevic
Jeg kom til Danmark i 1992 og fik asyl tre år efter. I 1997 blev jeg dansk statsborger. Begge mine
voksne piger er født her i Danmark, og jeg er medejer af den virksomhed, som jeg arbejder med intern salg og marketing for. Så nej, jeg føler mig
ikke fremmed. Jeg føler mig dansk, men jeg har
noget med mig fra Bosnien. Værdier, som betyder
noget for mig.
Det er stadig uforståeligt for mig, at venner dengang kunne blive fjender fra dag til dag. Min far er
bosnier og var truet på livet, mens min mor, der
er serber, i første omgang blev tilbage. Vi efterlod alt, skulle begynde helt forfra. Alligevel blev vi
under flugten rystet over, at vi kom til at smadre
en blomstret termokande, som vi vidste, at min
mor holdt meget af. ”Hvordan skal vi fortælle jeres
mor det”, sagde min far. En termokande! Når vi
havde mistet alt. Det var alt sammen helt abstrakt
og uvirkeligt.
Nu er jeg her. Mine forældre og øvrige familie er
tæt på, og jeg er via Ungdommens Røde Kors
mentor for en 13-årig pige. Vi bosniere er flittige,
loyale og ikke bange for at prøve noget nyt. Og
så er vi et stolt folk. Det er alt sammen noget, jeg
har givet videre til mine døtre. Og det er en ære at
kunne give noget tilbage til det danske samfund,
fordi der blev taget imod os dengang, vores verden væltede.
Vi bosniske kvinder er stærke. Jeg har ar på sjælen, men jeg lever med det. På min væg hænger
Dybbøl Mølle og et bosnisk landskab. Mit liv er
godt. Men der vil altid være en smerte i mig over
det, der skete dengang i Bosnien.
kvinde / 46 år / kæreste / børn / medejer af virksomhed / Silkeborg / fra Bo





Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen