100% FREMMED? : 100 personer - Flipbook - Page 35
Guy Leonce
Jeg føler mig ikke fremmed. I aviserne
kan man læse jokes om Nørrebro som
”2200, det sorte hul”, men for mig er
det et rart sted, hvor danskere og udlændinge mødes, og der opstår noget
nyt i sproget: syntaksfejl, fremmede ord
og engelske udtryk, som alle forstår. I
1938 gav belgierne identitetskort til den
rwandiske befolkning. Identitetskortene
inddelte befolkningen efter etnisk tilhørsforhold og har efterfølgende spillet
en stor rolle i magtspillet mellem de to
store etniske grupper, hutuer og tutsier. Borgerkrigen startede i 1994. Min
mor havde mistet sin far tilbage i 1972
i Burundi til en gruppe ekstremistiske
tutsier, og da borgerkrigen brød ud i
Rwanda, mistede hun sin tutsi-mor og
sine søskende, og vi flygtede. Jeg var
10 år og kunne ikke forstå, hvad krigen
drejede sig om. Hvilken betydning havde det, om man var hutu eller tutsi. Var
alle mennesker ikke ens? Jeg vidste
ikke, at der fandtes ekstremister, uvidende folk og racister fra begge sider.
Det ved jeg nu, men jeg insisterer stadig på, at vi mennesker først og fremmest er mennesker, og jeg vil hverken
definere mig selv eller andre ud fra en
bestemt etnicitet. Jeg tror, at oplysning,
viden og uddannelse er nødvendig, hvis
man vil forhindre, at noget lignende sker
igen. Folkemord er ikke en del af rwandisk kultur, men det skete på grund af
de sociale og politiske omstændigheder
i landet. Der har ikke været forsoning i
Rwanda sådan som i f.eks. Sydafrika,
og derfor interesserer det mig ikke at
komme tilbage.