100% FREMMED? : 100 personer - Flipbook - Page 37
Manila Ghafuri
Grundlæggende føler jeg mig hjemme i
Danmark, men det påvirker mig, når jeg
kan mærke, at jeg bliver stemplet som
en fremmed. Sidste år, da jeg oplevede
de mange flygtninge på motorvejene
i Danmark, skete der noget i mig. Det
tog mig tilbage. Jeg blev bevidst om,
at jeg har en flygtningestemme, og jeg
besluttede mig for at bruge den. Under
den værste snestorm i 20 år flygtede
mine forældre, syv søskende og jeg ud
af Afghanistan. Min mor og far bar de
mindste. Nogle gange gravede vi os
ned i jorden for at holde på varmen. Vi
krydsede floder, vi skulle altid være stille. Menneskesmuglerne ville give min
lillesøster piller, fordi hun græd, og hvis
nogle var langsomme, smed de deres
ting væk. I Polen blev vi splittet, og først
efter halvandet år blev vi samlet igen.
Det er 15 år siden, men det præger os
stadig. Vi har leget med skæbnen ved
at forlade vores hjemland. Den usikkerhed, der fulgte med flugten og adskillelsen, mærker os den dag i dag, selvom
min familie er samlet, og vores fremtid
i Danmark er sikret. Derfor ser jeg det
som min pligt at tale på vegne af dem,
der ikke har overskuddet. Når jeg f.eks.
ser en dokumentar om en 16-årig stærk
og velintegreret pige, hvis liv langsomt
falder fra hinanden, fordi hun efter seks
år i Danmark stadig ikke ved, om hun
og hendes familie skal sendes tilbage til
Afghanistan, bliver jeg nødt til at blande
mig. Jeg bliver nødt til at tale imod et
system, som nedbryder mennesker og
gør børn voksne alt for tidligt, for jeg
ved, hvor ødelæggende det er.