100% FREMMED? : 100 personer - Flipbook - Page 59
Rawan Abdullah
Jeg føler mig ikke dansk, men jeg føler mig heller
ikke som en fremmed i Danmark. Jeg kom hertil
som voksen, så jeg tror heller ikke, at følelsen af
at være dansk kommer til at vokse for mig. Men
jeg føler mig som en del af samfundet og landet.
Jeg har giftet mig med en dansker, så jeg har også
en dansk familie, som jeg holder jul sammen med.
Derfor har jeg også et forhold til danske værdier
og danske højtider. Da jeg kom hertil, var jeg meget konservativ og lukket, men mødet med andre
asylansøgere fik mig til at tænke mindre på, hvor
mennesker kommer fra, og hvordan de ser ud –
og mere på hvordan de er.
Jeg boede i Saudi-Arabien fra jeg var 19, til var
jeg 24. Det var den værste tid i mit liv. Jeg skulle
have mit ansigt tildækket, og jeg kunne ikke gå
ud alene. Da jeg kom tilbage til Syrien, kunne jeg
ikke forstå, hvordan jeg havde holdt de fem år ud.
Selvom sproget ikke var en barriere, havde jeg
ikke nogen venner. Jeg var mere fremmed i Saudi-Arabien, end jeg er her.
Jeg savner min familie, og jeg savner den fælles
kultur: At alle mødes på gaden og siger “God eid”,
når ramadanen er slut. Men vi er nogle arabiske
familier i Nexø, så vi har et lille samfund her. Det
har vi også for vores børns skyld, for de skal også
have lov til at opleve kulturen.
Fremtiden er noget, der svæver i luften. Jeg kan
ikke se mig selv i morgen. Det er noget, der er
kommet i Danmark. Før havde jeg drømme om,
hvad jeg gerne ville om fem år. Men man kan ikke
tænke fem år frem, når alt er blevet slået i stykker,
og man skal starte helt forfra.
kvinde / 37 år / gift / børn / starter på læreruddannelsen / Rønne / fra Syrien