100% FREMMED? : 100 personer - Flipbook - Page 65
Jalal Vatmani
Jeg har boet 27 år i Bosnien og 28 år i
Danmark. Se på mit hjem her. Dér er et
gammelt bosnisk våbenskjold, og dér
i hjørnet står et dansk flag. Er mit hjem
så dansk eller bosnisk, eller er det begge dele? Jeg kan ikke sige, at jeg føler
mig mere bosnisk end dansk. Jeg føler
mig mere dansk. Jeg føler mig velkommen her. Når man bor her, arbejder her,
betaler skat her og stemmer her, så skal
man føle sig hjemme her. Det er også logik. Mine kolleger siger også, at de ville
betragte mig som bornholmer, hvis jeg
havde børn med en bornholmsk kvinde.
Jeg har stadig min mor og min moster i
Bosnien. Det er dét, for min generation
er væk. Hvis jeg mødte nogen på gaden i
Bosnien, ville vi ikke have noget tilfælles.
Hvad skulle jeg tale med dem om? Jeg
har mere tilfælles med dig. Det er logik.
Jeg orker heller ikke at se tv fra Bosnien.
Økonomien er dårlig, der er korruption
overalt, og politikerne skændes. Men jeg
snakker med min mor hver dag. Vores
liv og vores fremtid er her. Skal man så
sidde og brokke sig og se tv fra Syrien,
Eritrea eller Bosnien? Nej. Der burde ikke
være forskelle på flygtninge og danskere.
Jeg ved godt, at nogle har meget med i
bagagen, men man bør lære sproget på
1-2 år og gå ud i verden og klare sig. Når
man behandler folk som stakler, så bliver
de stakler. Når vejret er godt, går jeg ud
og fotograferer. Det gør jeg stadigvæk,
selvom jeg har boet på Bornholm i mange år. Tusindvis af steder på Bornholm
er ikke opdaget endnu, og jeg bliver hele
tiden ved med at opdage Bornholm. Det
giver mig en glæde i livet.