100% FREMMED? : 100 personer - Page 81



Yahya Aman Zamani
Jeg er både fremmed og ikke fremmed
i Danmark. Jeg kender begge følelser.
Jeg har været her i mere end 10 år, men
nogle gange er det som om, jeg ikke
eksisterer. Jeg havde kørt i bil i 10-12
timer og blev sat af ved en stor togstation. Der stod to drenge på hjørnet og
røg cigaretter, jeg hørte de talte Farsi.
Jeg gik hen til dem, og mine første ord
var: ”Her er godt nok dejligt i Canada!”
”Canada? Hvad mener du?”, sagde de.
“Det her er Danmark! Nej, vi mener det.
Det her er København. Danmark. Du
er i Danmark nu.” Danmark. For mig er
det København – Sandholm – Jelling –
Padborg – Aabenraa. Men før det var
jeg rejst flere gange fra Afghanistan. Til
Iran. Jeg arbejdede som murer, byggede huse. Tog pengene med tilbage
til Afghanistan og blev handelsmand.
Købte dyr fra landbrugene i provinsen,
solgte til mellemmænd, der solgte videre til slagterierne i Kabul. Kvæg, heste,
lam. Valutaen var penge, nogle gange
Kalasjnikovs og pistoler. Det har aldrig
været et problem at være fattig. Jeg
spiser et halvt brød i stedet for et helt.
Men at sove med en Kalasjnikov på
hver side af sengen, det er et problem.
At være bange for, om børnene kommer
hjem, det er et problem. Jeg er glad for
at være i Danmark. Her sover jeg roligt,
børnene går i skole. Men nogle gange
har jeg det som om, jeg næsten ikke eksisterer. Jeg har arbejdet siden jeg var
en dreng på syv, men her i Danmark har
jeg aldrig haft arbejde, for jeg har ikke
lært sproget godt nok.





Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen