100% FREMMED? : 100 personer - Flipbook - Page 155
Ghirmai Berhane
Det er svært at føle sig som dansker.
Jeg kan lide samfundet og kulturen,
men jeg føler mig usikker, når reglerne
hele tiden bliver lavet om. Jeg har været
kristen hele mit liv, men det er, som om
alle fremmede bliver opfattet som muslimer. Vi har meget få ting. De fleste har vi
fået af danske venner. Jeg har kun købt
to ting selv, en sofa og en opvaskemaskine. Jeg har ikke brug for ting. Jeg har
fred i hjertet, som Jesus har givet mig.
Som menneske er jeg stærk og optimistisk, og jeg føler mig taknemmelig for
at være her sammen med min kone og
mine to børn. Der har været krig i mit
hjemland hele mit liv. Min mor er min
helt, hun er mit spejl. Hun sørgede for,
at jeg ikke kom i militæret, men kunne
flygte til Etiopien. Jeg savner hende.
Jeg har ikke set hende i mere end 14 år.
Jeg boede i en flygtningelejr, indtil jeg
sammen med 360 andre tog turen over
Middelhavet i en lille båd. Da jeg kom til
Danmark, forsøgte jeg at spørge om vej
til en politistation. Men de fleste kendte
ikke vejen. I mit hjemland er der politifolk på nærmest hvert eneste gadehjørne. Jeg forstår ikke den danske humor.
Når jeg hører en vittighed, griner jeg, når
andre griner – og så griner jeg igen, når
jeg forstår den. Jeg vil gerne arbejde.
Og jeg drømmer om en dag at få mit
eget firma. Min familie betyder meget
for mig. I mit hjemland er det almindeligt at have mange børn, men det er dyrt
her i Danmark. Der er stadig uro i mit
hjemland, og jeg kan ikke vende hjem.
Jeg tror, Gud har hjulpet mig hertil.