100% FREMMED? : 100 personer - Flipbook - Page 177
Zeljka Secerbegovic
Jeg føler mig ikke fremmed efter så mange år i Danmark. Jeg har venner, bekendte
og arbejdskolleger, som er en del af det at
føle sig hjemme, og jeg tænker på dansk.
Men saltlakrids og leverpostej – det har jeg
ikke vænnet mig til endnu. Jeg kan godt
lide at fortælle de positive historier om
kvinder, som jeg møder i mit arbejde med
”Bydelsmødre”. Det er kvinder, der knokler hver dag, og som gerne vil bidrage til
fællesskabet, som støtter og hjælper andre
kvinder. Lige nu kender jeg én, der mangler
job. Det gør jeg opmærksom på i mit netværk. Vi ved jo, det er svært. Man tager en
uddannelse i Danmark, og alligevel får man
ikke job. Det er spild af ressourcer og kompetencer. Jeg ved godt, det ikke er nemt at
komme til et nyt land og starte forfra. Det
vil jeg gerne skrive en bog om engang. For
jeg kan se, det er det samme i dag, som
da jeg kom hertil. Sidste år holdt jeg oplæg
i Bosnien om kvinder i lederstillinger. Jeg
talte om, hvordan kvinder kan få et bedre
liv. Det giver mening at arbejde på tværs af
landegrænser. Og samfundet har brug for
de positive historier. Problemstillinger kan
ikke løses, hvis du hele tiden har fokus på
de negative ting. Jeg er ikke havemenne-
ske, men så købte jeg nogle tomatplanter. Duften sendte mig tilbage til Bosnien. Jeg blev lidt nostalgisk, men også
glad for det liv jeg har fået. Man kan
have penge og et kæmpe hus – men
duften af tomatplanten gjorde mig glad.
Hvis der ikke sker positive ting, så finder
man de negative ting frem. Så dufter tomatplanten ikke mere. Den lugter.
