100% FREMMED? : 100 personer - Flipbook - Page 179
Madina Mahamoud Roble
Jeg føler mig ikke fremmed til daglig, men når jeg
ser fjernsyn gør jeg. ”Muslimer skal ikke være her
i Danmark. Tørklædet skal af”. Det bliver jeg ked
af at høre.
I Somalia droppede jeg skolen og valgte militæret.
Jeg var der i 15 år. Jeg fik en uddannelse og arbejde i telekommunikationsafdelingen. Det var dejligt
at gøre karriere og bestemme over nogen. Jeg er
god til at bestemme. På en god måde. Jeg lavede
sjov med folk. Folk kunne godt lide mig. Jeg vil
gerne have den tid tilbage, men det kommer den
aldrig. På mit nuværende arbejde bestemmer jeg
ikke noget, men jeg kan komme med forslag.
I 2014 samlede jeg brugt sygehusudstyr sammen.
Jeg fik ideen, men jeg gjorde det ikke alene. Jeg
afleverede det selv i Somalia. Danmark gav mig
mulighed for at gøre det. Jeg var glad for det projekt. Når jeg starter på noget, så gør jeg det. Så
bliver jeg militær, og jeg giver ikke op. Jeg har
også været Bydelsmor. Jeg var den første i landet,
der blev uddannet, og hver gang et hold nye Bydelsmødre bliver færdige, så kommer borgmesteren, og han tør godt give hånd. Hvis jeg fortæller
min veninde i London om borgmesteren, så kan
hun ikke forstå det. Men sådan er Danmark nogle
gange. Det er dejligt.
Jeg er bange for at blive gammel. Gamle danskere
kommer på plejehjem. Ingen besøger dem. Pludselig får du en seng i et værelse og ligger og kigger
op i loftet. Det giver mig ondt i maven. I den kultur
jeg kommer fra, bor de gamle hjemme, og selv om
du ligger i en seng, så kommer børnebørnene og
løber frem og tilbage. Her bliver du bare smidt ud.
Selvfølgelig bliver du behandlet godt, men det er
anderledes. Jeg kommer ikke til at være hos min
familie.
kvinde / 59 år / gift / børn / social- og sundhedshjælper / Herning / fra Som