100% FREMMED? : 100 personer - Flipbook - Page 75
Nilofar Azmoon
Jeg så ud gennem flyvinduet, og rapsmarkerne
bølgede gult dernede. “Hvor er alle husene? Er
Danmark sådan et landbrugsland?”, kan jeg huske, at jeg tænkte.
Jeg bar på en skuldertaske. Og på en tung kuffert
uden hjul. Jeg bar på to fotoalbum, ordbøger og
på min fars lægebøger. Jeg bar på mit traditionelle
afghanske tøj, som var meget tungt. Jeg var 16
år – en ’voksen teenager’.
Jeg bar på en stor forventning om fremtiden. Og
på en stor glæde ved at skulle se min far igen.
Vejret var godt den dag i april. Min far hentede
mig i Billund og vi kørte i bil til Aabenraa. Solen
skinnede. Men næste dag begyndte det at regne.
Og det regnede. Og det regnede meget. Rigtigt
aprilvejr – det ved jeg nu. Og jeg kan huske, at jeg
tænkte: “Jeg skal nok lige vænne mig til det her.”
Jeg glædede mig til at komme til et land med fred.
Jeg havde læst om Danmark, om åbenheden, forståelsen, respekten for, at der er mange forskellige
måder at leve på. Og jeg blev modtaget med smil
og varme i skolen. Men Danmark blev også et kulturchok, og særligt sproget var svært.
I dag tænker jeg slet ikke så ’afghansk’, som jeg
gjorde før. Jeg tænker mere ’dansk’ i dag. Jeg taler dansk, og jeg føler mig dansk. Men det betyder
også, at jeg kan blande de forskellige kulturer: Jeg
lytter til K-pop, studerer, drikker safran-te. Og jeg
vil altid holde af de afghanske værdier: mit modersmål, de persiske traditioner, vores nytår, Eid.
kvinde / 21 år / single / ingen børn / studerende / Aabenraa / fra Afghanista