100% Fremmed? - Flipbook - Page 12
Thava Kangaivereraniyan / 53 / mand / gift / børn / Bjerringbro / lagermedarbejder / fra Sri Lanka / kom til Danmark i 1986 / opholdstilladelse 1986
Jeg kan stadig vågne om natten, når jeg
har mareridt om mit hjemland. Det holder
nok aldrig op. Og jeg kan ikke sove, hvis jeg
ikke har min specielle pyjamas på. For tre år
siden var vi på besøg i Sri Lanka sammen
med min datters danske veninde. Tingene er
forandret, men der er stadig militær overalt.
Nu bærer jeg især de Srilankanske landskaber med mig - også helt bogstavligt som
billeder på væggen. Få dage efter jeg blev
fotograferet til udstillingen med et af dem,
var der terrorangreb i en kirke, hvor jeg kom
som barn, og på tre store luksushoteller,
hvor mange vesterlændinge døde. Da jeg
så mit portræt udstillet havde det idylliske
landskab fået en anden betydning, ligesom
kort tid efter flugten. Det er svært at forstå at
noget så grusomt kan ske i så smukt et land.
Jeg blev selv overrasket over, hvor påvirket
jeg blev så mange år efter. Tiden er ikke lineær i den forbindelse. Jeg følger stadig med
i tv fra Indien og Sri Lanka, men Jeg følger
især med i det danske samfund. Jeg elsker
at se DR1, og jeg ser altid Debatten med
Clement. Jeg har en plan om at se hele Matador, selv om den er lang. Mogens Glistrup
brød jeg mig ikke om, men jeg er tit enig
med Pia Kjærsgaard. De ældre har bygget
samfundet, og de fortjener at blive ordentligt
behandlet. Jeg elsker mit arbejde. Jeg har
snart arbejdet der i 23 år. Jeg har oplevet
kriser og sparerunder på Grundfos, men jeg
er aldrig blevet fyret.
Sawla Aldyab / 32 / kvinde / skilt / børn / jobsøgende / Skagen / fra Syrien / familiesammenført 2016 / har ikke fået forlænget opholdstilladelsen
Efter to år alene med seks børn i Syrien blev
jeg endelig familiesammenført. Min mand
havde fået opholdstilladelse i Danmark og
boede i Skagen. Ved krigsudbruddet arbejdede han i Saudi Arabien og valgte at rejse
til Danmark i stedet for hjem til Syrien.
Efter to måneder sammen i Skagen stod
det dog klart, at vores ægteskab ikke kunne fortsætte, og vi blev skilt. Jeg havde fået
to års opholdstilladelse, men en fejl hos min
sagsbehandler gjorde, at den ikke blev forlænget. Derfor har jeg ikke nogen opholds-
tilladelse lige nu og modtager heller ingen
kontanthjælp. Børnene og jeg blev taget
utrolig godt imod. Alle var søde til at hjælpe, men så skete den her fejl, og lige nu er
alting usikkert. Jeg er dog sikker på, at vi får
opholdstilladelsen forlænget. I Syrien har vi
ikke længere et hjem at vende tilbage til. Min
mor blev dræbt i krigen, og resten af familien er spredt for alle vinde. Vi har fået lov
til at blive boende i lejligheden indtil videre,
selvom jeg ikke får kontanthjælp mere. Røde
Kors hjælper med en kasse frugt og grønt
hver uge, og af og til får vi også varer fra
lokale butikker. I Syrien arbejdede jeg som
syerske, og jeg vil rigtig gerne have et job
i Skagen, så jeg ikke er afhængig af kontanthjælp. Jeg vil gerne arbejde i ældreplejen og har tilbudt at hjælpe som frivillig på
plejehjemmet, når jeg ikke er i sprogskole.
Men svaret fra kommunen er nej, fordi jeg
skal tage mig af mine børn. Det argument
forstår jeg ikke, for hvis jeg får et job eller en
praktik, skal jeg jo af sted hver dag.