100% Fremmed? - Flipbook - Page 14
Rawan Abdullah / 37 år / kvinde / gift / børn / starter på læreruddannelsen / Rønne / fra Syrien / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse 2014
Zeina Hamada / 30 / kvinde / single / børn / Bachelorgrad / sprogskole / Roskilde / Kurdisk syrer/ kom til Danmark i 2015 / opholdstilladelse 2015
Jeg føler mig ikke dansk, men jeg føler mig
heller ikke som en fremmed i Danmark. Jeg
kom hertil som voksen, så jeg tror heller
ikke, at følelsen af at være dansk kommer
til at vokse for mig. Men jeg føler mig som
en del af samfundet og landet. Jeg har giftet mig med en dansker, så jeghar også en
dansk familie, som jeg holder jul sammen
med. Derfor har jeg også et forhold til danske værdier og danske højtider. Da jeg kom
hertil, var jeg meget konservativ og lukket,
men mødet med andre asylansøgere fik
Jeg er kurdisk syrer, men jeg skammer mig
over at sige, at jeg er syrer eller kurder. Jeg
har ikke valgt side i borgerkrigen. Jeg vil
være 100 procent dansk og blive her. Her føler jeg, at der er menneskelighed. Det er der
ikke længere, hvor jeg kommer fra. Lige før
jeg flygtede, skulle jeg i gang med min master på universitetet i Aleppo. Jeg ville være
arkæologiprofessor. Vores historie var vores
vigtigste skat. De ældste skrifttegn i verden
stammer fra Syrien. Jeg havde sådan håbet, at jeg kunne give den arv videre til mine
mig til at tænke mindre på, hvor mennesker
kommer fra, og hvordan de ser ud – og mere
på hvordan de er. Jeg boede i Saudi-Arabien fra jeg var 19, til var jeg 24. Det var
den værste tid i mit liv. Jeg skulle have mit
ansigt tildækket, og jeg kunne ikke gå ud
alene. Da jeg kom tilbage til Syrien, kunne
jeg ikke forstå, hvordan jeg havde holdt de
fem år ud. Selvom sproget ikke var en barriere, havde jeg ikke nogen venner. Jeg var
mere fremmed i Saudi-Arabien, end jeg er
her. Jeg savner min familie, og jeg savner
den fælles kultur: At alle mødes på gaden
og siger “God eid”, når ramadanen er slut.
Men vi er nogle arabiske familier i Nexø, så
vi har et lille samfund her. Det har vi også
for vores børns skyld, for de skal også have
lov til at opleve kulturen. Fremtiden er noget, der svæver i luften. Jeg kan ikke se mig
selv i morgen. Det er noget, der er kommet i
Danmark. Før havde jeg drømme om, hvad
jeg gerne ville om fem år. Men man kan ikke
tænke fem år frem, når alt er blevet slået i
stykker, og man skal starte helt forfra.
børn. Nu kommer jeg ikke til at kunne sige:
”Se børn, det er Damaskus, verdens ældste
by” eller mærke stemningen i de antikke
kirker og moskeer. Til at begynde med var
krigen noget, der foregik andre steder. Men
så blev naboerne pludselig hentet, uden at
nogen vidste af hvem og hvorfor. På gaden
var der kontroller og visitationer. Man hverken modsatte sig eller spurgte af frygt. Folk,
der før var naboer og gode venner, blev fjender og bekrigede hinanden. Først flygtede vi
til Tyrkiet, men efter tre år besluttede jeg at
tage flugten over havet med min datter i favnen. Det var forfærdeligt at tænke: ”Hvis hun
dør her, er det min skyld. Og hvis vi bliver
her, har vi ingen fremtid.” Jeg er lykkelig for
at være i Roskilde. Jeg kom i kontakt med
en frivillig gennem kommunen. Hun minder
mig om min mor og hjælper mig med alt. Jeg
er så heldig at have gode mennesker i mit
liv her. De holdt min hånd og sagde: ”Du er
stærk. Du kan regne med os”.