100% Fremmed? - Flipbook - Page 18
Nilofar Azmoon / 21 / kvinde / single / ingen børn / studerende / Aabenraa / fra Afghanistan / familiesammenført i 2014 / opholdstilladelse 2014
Jeg så ud gennem flyvinduet, og rapsmarkerne bølgede gult dernede. “Hvor er alle
husene? Er Danmark sådan et landbrugsland?”, kan jeg huske, at jeg tænkte. Jeg
bar på en skuldertaske. Og på en tung
kuffert uden hjul. Jeg bar på to fotoalbum,
ordbøger og på min fars lægebøger. Jeg
bar på mit traditionelle afghanske tøj, som
var meget tungt. Jeg var 16 år – en ’voksen
teenager’. Jeg bar på en stor forventning
om fremtiden. Og på en stor glæde ved at
skulle se min far igen. Vejret var godt den
dag i april. Min far hentede mig i Billund
og vi kørte i bil til Aabenraa. Solen skinnede. Men næste dag begyndte det at regne.
Og det regnede. Og det regnede meget.
Rigtigt aprilvejr – det ved jeg nu. Og jeg
kan huske, at jeg tænkte: “Jeg skal nok
lige vænne mig til det her.” Jeg glædede
mig til at komme til et land med fred. Jeg
havde læst om Danmark, om åbenheden,
forståelsen, respekten for, at der er mange
forskellige måder at leve på. Og jeg blev
modtaget med smil og varme i skolen.
Men Danmark blev også et kulturchok, og
særligt sproget var svært. I dag tænker jeg
slet ikke så ’afghansk’, som jeg gjorde før.
Jeg tænker mere ’dansk’ i dag. Jeg taler
dansk, og jeg føler mig dansk. Men det betyder også, at jeg kan blande de forskellige kulturer: Jeg lytter til K-pop, studerer,
drikker safran-te. Og jeg vil altid holde af
de afghanske værdier: mit modersmål, de
persiske traditioner, vores nytår, Eid.
David Akhlagi / 22 / mand / single / læser 9. klasse på VUC / Horsens / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2015 / opholdstilladelse 2016
Jeg kom til Danmark i et par bukser, en
T-shirt og intet andet. Jeg troede, jeg stadig var i Tyskland, da jeg blev taget af politiet i et tog. Men en tolk i Sandholmlejren
forklarede mig, at det var et andet land.
Jeg havde aldrig hørt om Danmark inden
da. Min mor døde af sygdom. Min far blev
slået ihjel af Taleban. Jeg var omkring 16
år, da min onkel tog min søster, mine to
brødre og mig med til Pakistan. Vi kom fra
hinanden. Jeg ved ikke, om de stadig er i
live. Røde Kors har ledt efter dem. Jeg har
set så mange døde og altid krig. Det gør
mig ondt for mine søskende, og jeg har
det rigtig skidt indeni, så jeg har svært ved
at sige, at jeg er lykkelig. I starten ville jeg
ikke leve mere. Men jeg er glad for at være i
Danmark, hvor jeg har mange gode venner,
der har hjulpet mig rigtig meget, og som
jeg føler er min familie. Så på den måde er
jeg lykkelig. I Sandholmlejren kom jeg ikke
ret meget ud. Men en eftermiddag fik vi be-
søg af en kvinde. Hun havde en rød næse
på og krammede folk. Det havde jeg aldrig
oplevet før. Jeg kunne ikke forstå hende,
men hun begyndte at danse. Det var sådan en helt anden kultur, og jeg fik lyst til at
finde ud af, hvad det var for noget. Jeg har
meget stor respekt for Danmark og dem,
der har hjulpet mig. Nu føler jeg, at jeg måske en dag kan hjælpe andre. Måske kan
jeg engang gøre noget for Danmark.