100% Fremmed? - Flipbook - Page 3
FORORD
KURATORISK INTRODUKTION
Trevor Davies og Maja Nydal, initiativtagere 100% FREMMED?
Maja Nydal fotografisk billedkunstner og kurator
100% FREMMED? er et dokumentarisk kunstprojekt med portrætter af 250 borgere, der statistisk repræsenterer de 167.000
mennesker, som har fået asyl i Danmark i tiden 1956-2019 fra
primært 30 lande.
Projektet startede som en reaktion på det, der i 2015 blev kaldt
”flygtningekrisen” hvor flygtninge ofte enten blev vist som
hjælpeløse ofre eller potentielt, farlige fremmede - en fortælling
hvor få af de mennesker der har fået asyl i Danmark kan genkende sig selv. Det har skabt en perspektivforskydning, hvor
billedet domineres af politiske symboler og fløjkrig, men sjældent en konkret interesse for ”menneskerne bag tallene”.
Med 100% FREMMED? svarer de nu selv på flygtningedebattens tilbagevendende spørgsmål ”Hvornår er man dansk, og
hvornår er man fremmed?”. Deres svar udgør komplekse og
personlige fortællinger om tilhørsforhold, længsler og drømme,
minder om mennesker og steder, holdninger til samfund, køn,
kultur og religion.
Projektet opdaterer samtidigt den nationalromantiske fremstilling af Danmark og placerer deltagerne i det officielle danmarksbillede. I 16 danske byer poserer de i karakteristiske kulturlandskaber der forbinder fortællingen om det nationale med
det globale; Tivoli, Vikingeskibsmuseet, Dybbøl Mølle, Skagen
Strand, Gellerupparken m.fl. Portrætterne er sammenvævede
med deltagernes egnes fortællinger og skaber et alternativ til
den ofte tunge, socialrealistiske portrættering af mennesker
der har fået asyl. Gennem billede og tekst skaber de portrætterede en ny fortælling der ikke handler om et lukket, nationalt
fællesskab, men et fællesskab i kraft af forskelle.
100% FREMMED? er skabt af Metropolis – Københavns Internationale Teater, og fotografisk billedkunstner og kurator
Maja Nydal samt de 250 deltagere. Udstillingen er vist 28 gange rundt i hele landet i samarbejde med 22 kommuner og en
række kunstinstitutioner. Projektet har desuden dannet ramme
om skoleforløb, dialogarrangementer, festivaller og historiefortælling ved deltagerne.
I år er det 5 år siden der sidst blev erklæret flygtningekrise i
Europa og dermed i Danmark. Herhjemme bestod ”krisen”
mere i en kamp på ord og billeder, end en praktisk krise med
at huse de nytilkomne. Vi nåede derfor primært kun til at forestille os krisen gennem fortællingerne om den.
De billeder der står tilbage, er primært symbolske og handler om politiske ståsteder; kagefejring, smykkelov, Lindholm,
overfor Burka-demonstrationer med bare bryster og redningsveste på Charlottenborg, med flere.
Fortællingen om ”flygtningene” handlede meget sjældent om
en konkret interesse for de mennesker, der engang er flygtet
hertil – De 167.000 mennesker som er her og hver dag er med
til at forme vores fælles samfund udenfor debattens snævre
fokus.
Dem fortællingen handler om er på paradoksal vis forblevet
en abstraktion i fortællingen om dem selv.
De historier der kommer tættest på, er oftest portrætter af
menneskeligt underskud med fokus på det sensationelle:
flugthistorien og tiden i asylcentrene - portrætter hvor de fleste der har været på flugt, ikke kan genkende sig selv. De få
personhistorier der findes på museer og arkiver er primært af
tyske flygtninge efter anden verdenskrig, og på landets skoler
undervises der i emnet, gennem de krige og kriser der har
drevet mennesker på flugt.
I 2016, midt i denne ”fortællingens krise” påbegyndte vi
kunstprojektet 100% FREMMED? Målet var at skabe en ny
billedkultur og bringe erfaringerne fra mennesker der har fået
asyl i Danmark ind i vores fælles, nationale selvforståelse.
Yubernis Vivas / 28 år / kvinde / enke / barn / VUC / Skagen / fra Colombia / kom til Danmark i 2004 / opholdstilladelse 2004
De portrætterede borgere er statistisk udvalgt ligesom et
forskningsprojekt, der ikke skal bevise en pointe på forhånd
og opnå en bred repræsentation. Det vender samtidig brugen
af statistik i fortællingen på hovedet. Det redskab der normalt
virker som et generaliserende lag i flygtningedebatten, skaber
her i stedet en platform for et personligt, kulturelt udgangspunkt. Metoden har vi lånt af teatergruppen Rimini Protokol,
der netop bruger statistik til at fortælle om mennesker.
Er der en fortælling, der går igen hos de medvirkende, er det
oplevelsen af manglende kontrol over deres egen historie.
Det at blive peget ud som fremmed eller føle sig fremmed på
grund af politiske, religiøse, etniske eller kulturelle tilhørsforhold har for mange været grunden til, at de flygtede i første
omgang.
Mange er flygtet på grund af en etnicitet, de ikke vidste, de
havde, eller fordi de var kommunister, kristne eller statsløse,
andenrangs borgere i det land, de flygtede fra. For nogle var
det først muligt at tage kontrol over deres egen fortælling i
Danmark. For andre startede kontroltabet her, og flugten
overgik fra en fysisk til en mental tilstand - på flugt fra sig
selv, fra sine forældre, fra fordomme, fra fortiden. Enkelte har
kun følt sig fremmede, den ene gang de flygtede.
Stort set alle har genopfundet sig selv i nye kontekster, lande,
hjem- og familierelationer, så alle forsøg på at finde klare afgrænsninger i identiteten bliver meningsløse.
Mange identificerer sig mere direkte med deres by end med
nationen. I byen tør man ytre sig, og er derfor tættere på at
opbygge en meningsfyldt dialog. Samtidig har kommunerne
et stort behov for at inddrage de lokale historier som en del af
byens DNA og bearbejde emnet udenom den politiske debat.
Projektets deltagere har nu fortalt deres historier på gader
og stræder, i skoler, på festivaller. De har besvaret alle slags,
nærgående og politisk betændte spørgsmål undervejs og oplevet at deres fortælling blev en styrke, et samlingspunkt og
et sted for konstruktiv dialog.
Med de fotografiske portrætter har vi søgt at skabe et alternativ til de ofte tunge, socialrealistiske portrætter af mennesker
der har fået asyl. Nogle har haft stærke holdninger til rekvisitter og udtryk, mens andre blot ville deltage i en ny billedfortælling der genforhandler national identitet. Alle portrætter er
et udtryk for det, deltagerne kommer med - deres personlige
fortællinger, minder, objekter, interne relationer og forhold til
landskabet. De bearbejder tilhørsforhold - det at iklæde sig
og navigere i forskellige identiteter med landskabet som med
og modspiller.