Frederikskirken juli - oktober 2023 - Flipbook - Page 3
Præstens klumme
Et hav der vugger sig til ro nu
En strand der mørkner så blidt
En ren orangerød magi
En fred der rækker vidt
Mens vi holder hænder
En nat der nærmer sig så blødt nu
En lyd der stilner om os
En lillalyserød magi
En sjæl der kaster los
Mens vi lytter bølger
Et lys der sænker sig så tavst nu
En sol så langsomt på vej
En sommernatteblå magi
Et sind der åbner sig
Mens vi fanger stjerner
Juliane Preisler
Det er forårstid – snart sommertid – det er udetid – vi søger ud under åben himmel – derude hvor duftende
kaprifolier, caféerne, varme solstråler, dansende sommerfugle, musikkens puls, latter, lysende natteskyer blander
sig med hinanden og bliver til gode livsøjeblikke.
Vi går ud - ud i lyset – ud i åbenheden – ud, hvor der ikke er fast grund under fødderne – ud over tærskler –
ubeskyttede – hvor vinden kan mærkes på kinden – hvor storme kan blæse omkuld – hvor horisonten er endeløs
– hvor fremmede kommer os i møde, går forbi, efterlader os alene.
At være ude er at være fri – at være i kontakt med det, som ikke er mig – det, som er uden for mig – det, som
rører mig og bevæger mig. Det er at række ud – at krydse grænser – at miste fodfæste – at være på vej uden at
kende alle svar. Det er at blive tilsagt – at høre det, jeg ikke kan sige mig selv – at se det, jeg ikke har fantasi til at
forestille mig – at mærke det, som jeg ikke kan regne ud – at opleve det, som er større.
Vi kaldes ud – ud i det åbne landskab – derude hvor de andre er – hvor intet og alt er givet. Der lyder et kald
til at vove springet – at forlade det, som er sikkert – at tage skridtet ud på det dybe vand – der hvor det kan gå
galt – hvor det vil gå galt – hvor vi kommer langt ud – hvor vi falder ud af sammenhænge – hvor svarene blæser
i vinden – hvor vi får skrammer og sku昀elser og dødelige slag.
Og når vi har svært ved at komme ud af fordøren, så skubber Guds ånd blidt til os, bevæger os, rykker os ud af
os selv, når vi går i ring i vores selvkredsen og bekymringer. Vore døre åbnes – sparkes ind, hvis nødvendigt – og
vi gives mod til at træde ud af vores halvmørke – træde ud under åben himmel – måske endda træde ud på dybt
vand – derude hvor verden er større end alt andet - derude hvor Gudsriget leves i en stor broget mangfoldighed,
og hvor vi får lov at opleve En sommernatteblå magi – et sind der åbner sig mens vi fanger stjerner.
Derude vil Gud give os mod til på trods at turde tro, at kærligheden er mulig.
/Malene