Aarsrapport 2021 regnskab for 2021 - Flipbook - Page 13
Beretning – Dagtilbud og Undervisning
I Dagtilbud og Undervisning har Covid-19 fortsat påvirket driften. Skoler og dagtilbud er i 2021 blevet
vurderet som samfundskritiske, og det har betydet, at der ikke har været hjemsendelser i samme omfang
som året forinden. På skoleområdet har vi begrænset hjemsendelserne til nære kontakter, mens vi på
dagtilbudsområdet har arbejdet med at isolere stuer og opdele legepladserne i områder.
I forbindelse med Covid-19 har vi oprustet rengøringen på de decentrale enheder, der har været tilbudt
hjemmeundervisning, og vi har ansat testpersonale, der kørte ud til enhederne. Vi har fået midler fra
Børne- og Undervisningsministeriet til ekstraordinære indsatser, som vi kunne bruge til styrkelse af
faglighed og trivsel i forbindelse med Covid-19.
Medarbejderne har vist et stort engagement, omstillingsparathed og fleksibilitet under de mange
restriktioner, samt ændringer heraf løbende igennem året.
Ny skolestruktur
I 2021 besluttede Byrådet, at minimumsstørrelsen for en kommunal folkeskole er 60 elever. På den
baggrund overgik Højmark Skole til blive en friskole fra den 1. august. I Skjern blev 2 skoler lagt sammen
til én, men skolerne fortsætter på 2 matrikler indtil videre.
Flere midler til daginstitutioner og skoler
Børne- og Undervisningsministeriet har afsat flere midler til skoleområdet frem til 2023, og
daginstitutionsområdet frem til 2024. Midlerne skal blandt andet bruges til finansiering af
minimumsnormeringer, men da vi allerede er tæt på at have opfyldt disse krav, kan vi bruge en stor del af
midlerne til at sikre, at en større andel af medarbejderne har en pædagogisk uddannelse.
Særordning i dagtilbud
Den lave ledighed i kommunen har givet udfordringer med at genbesætte ledige stillinger, og det har
betydet, at vi i 2021 har haft svært ved at have pladser nok til de børn, som skal starte i dagpleje eller
vuggestue. I den forbindelse er der som nødløsning oprettet såkaldte tullegrupper. En tullegruppe er et
midlertidigt tilbud i børnehavelokaler for børn, der er tæt på børnehaveopstart. I 2021 er der således
oprettet en tullegruppe i Hvide Sande og i Borris.
Anlæg
I 2021 blev den nye daginstitution i Tim taget i brug efter efterårsferien. Legepladsen er delvis taget i brug.
Herudover er der købt en grund til nybygning af Ungdomsskolen i Skjern.
13