Beredskab til forebyggelse tidlig opsporing og behandling af sager om vold og seksuelle overgreb mod børn - Flipbook - Page 24
Børn og unge anbragt uden for hjemmet
Flere undersøgelser peger på en mulig sammenhæng mellem børns vanskelige opvækstvilkår og
risikoen for, at de bliver udsat for seksuelle overgreb.13
Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, har en vanskelig livssituation sammenlignet med
de fleste andre børn.
Manglende stabilitet og omsorg fra forældrenes side under opvæksten betyder, at de anbragte
børn kan have særlige behov for omsorg og opmærksomhed. I sig selv kan dette øge deres
sårbarhed og risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb, der måske begynder som eller
forveksles med interesse, varme og omsorg. Desuden har en del af børnene i opvæksten oplevet
grænseoverskridende adfærd fra voksnes side, hvilket kan medføre et lavt selvværd, der påvirker
barnets udvikling af sit selvbillede negativt, således at barnet ikke kender egne grænser særlig
godt og generelt har svært ved, at vise andre hvem de er og sætte grænser i forhold til andre.
4. Handleveje
4.1. Bekymring, mistanke og konkret viden
Første skridt i håndtering af sager om vold og seksuelle overgreb er at vurdere, hvilken type
mistanke eller viden, man har om overgrebet. Som medarbejder skal man som udgangspunkt
drøfte sin bekymring, mistanke eller konkrete viden med sin nærmeste leder.
Man kan sondre mellem følgende 3 grader af viden; bekymring, mistanke eller konkret viden.
Bekymring
En bekymring er en diffus oplevelse af, at der er noget galt med et barn eller i dets familie. Her er
der ikke tale om, at man har konkret viden om en konkret handling begået af en bestemt person.
Her er heller ikke tale om en bestyrket mistanke. Bekymring alene bør derfor i første omgang føre
til skærpet observation af barnet/den unge i en periode og eventuelt samtale med forældrene,
med mindre bekymringen går på, om forældrene begår overgreb (fysisk, psykisk eller seksuelt)
mod barnet eller den unge. Hvis der er mistanke om overgreb begået af forældrene, skal de ikke
informeres om denne mistanke.
13
Mehlbye, J. (2006); Seksuelle overgreb på børn og unge på døgninstitution – omfang og indsats. AKF forlaget.
SISO (2007) Seksuelle overgreb mod børn og unge anbragt uden for hjemmet eller i aflastning. En kvantitativ og kvalitativ
undersøgelse af omfang og karakter af seksuelle overgreb. https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/guide-til-plejefamilier
24