Beredskab til forebyggelse tidlig opsporing og behandling af sager om vold og seksuelle overgreb mod børn - Flipbook - Page 5
1. Målgruppe
Beredskabet henvender sig til alle professionelle, der i deres arbejde har kontakt med børn og
unge under 18 år. Det gælder både ledere og ansatte i dagpleje, dagtilbud, skoler,
skolefritidsordninger, klubber, Sundhedsplejen, PPR, Familiecentret, Tandplejen,
Socialrådgivningen, døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder. Dertil kommer
plejefamilier og andre, der er i kontakt med børn og unge under 18 år.
2. Definitioner og lovgivning
For at kunne observere og reagere på viden eller mistanke om vold og seksuelle overgreb er det
nødvendigt at definere, hvad der forstås ved vold og seksuelle overgreb, og at uddybe de
begreber, der knytter sig hertil.
Definitionerne tager afsæt i de definitioner SISO anvender for vold og seksuelle overgreb samt
Socialstyrelsens/VIVEs rapport om Psykisk vold mod børn i hjemmet.
2.1. Vold
Definition: Vold er en handling eller trussel, der – uanset formålet – er egnet til eller skader en
anden persons integritet, eller som skræmmer, smerter eller skader personen. Volden kan have
samme effekt på andre personer, der overværer eller overhører handlingen. Volden kan både
være en bevidst handling eller en handling, der sker i affekt.
Uanset typen af vold, der begås mod et barn, så er der tale om en adfærd, som er ødelæggende
for eller forhindrer udvikling af et positivt selvbillede hos barnet. Enhver form for vold bringer
barnets udvikling og sundhed i fare.
Strafferetslige bestemmelser: Når et barn udsættes for fysisk eller psykisk vold, er der tale
om, at barnet ufrivilligt udsættes for en adfærd, som kan bringe barnets sundhed, udvikling og
trivsel i fare. Strafferetsligt er vold opdelt i en række kategorier af strafbare handlinger med
beskrivelse af strafferammer, jf. følgende paragraffer i Straffeloven:
§ 244: Den, som øver vold eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde
eller fængsel indtil 3 år.
5