Budgetbog 2023 2026 Ringkoebing Skjern Kommune - Flipbook - Page 12
FORVALTNING
AF BUDGETTET
Bevillingssager skal altid optages som punkt på dagsordenen.
Sagen skal angive hvilket udvalg og hvilke områder/aktiviteter bevillingen gives til.
Bevillingens beløb.
Eventuelle forbehold/betingelser.
Hvordan bevillingen konkret finansieres.
En bevillingssag (anlægsbevilliger/tillægsbevillinger) fremsendes via Økonomiudvalget til Byrådet af det
udvalg (fagudvalg eller Økonomiudvalg) som bevillingen ønskes givet til.
Driftsbevillinger i budgettet gives som nettobevillinger (nettodriftsbudget) til det enkelte udvalg. Det
betyder, at det enkelte udvalg tilrettelægger og gennemfører driftsaktiviteterne inden for udvalgets
opgaveportefølje, finansieret af udvalgets nettodriftsbudget. Administrativt er det enkelte udvalgs
nettobevilling fordelt mellem fag-/stabsområder og videre til aftaleenheder (institutionsniveauet m.v.).
I henhold til styrelseslovens §40 bemyndiger Byrådet Økonomiudvalget til at foretage budgetomplaceringer
mellem udvalgene, uden forelæggelse for Byrådet. I givet fald kan Økonomiudvalget først gennemføre
budgetomplaceringer efter forudgående forhandlinger med de relevante udvalg. Bemyndigelsen gælder
såvel drifts- som anlægsposter. Anlægssager, der ikke tidligere er givet bevilling til, skal dog forelægges
Byrådet.
Løbende økonomistyring
Det enkelte udvalg har ansvaret for, at udvalgets nettobudget til driften (nettobevillingen) overholdes. Det
enkelte udvalg kan selvstændigt foretage budgetomplaceringer indenfor udvalgets driftsområder, herunder
også mellem fagområder. Det enkelte udvalg kan ikke igangsætte nye ikke budgetlagte aktiviteter, førend
Byrådets godkendelse med konkret bevilling og finansiering foreligger, jf. bevillingsreglerne ovenfor.
Administrativt har det enkelte fag-/stabsområde, og herunder de enkelte aftaleenheder (institutionsniveauet m.v.) ansvaret for, at driftsaktiviteterne tilrettelægges og gennemføres indenfor det givne
nettodriftsbudget.
Med henblik på understøttelse af arbejdet med en effektiv budgetstyring, gennemføres der månedlige
budgetopfølgninger med vurdering af forventet regnskab, hvor der er fokus på såvel mængder som kroner.
Første månedlige budgetopfølgning foretages senest med udgangen af januar. På en række områder – i
særlig grad de specialiserede områder, hvor hele eller dele af budgettet er disponeret – vil det være
hensigtsmæssigt, at der allerede foretages første budgetopfølgning inden budgetårets start.
De givne økonomiske rammer medfører et krav om, at der konstant arbejdes hen mod skabelsen af
råderum i driftsbudgetterne. Formålet hermed er dels, at skabe muligheder for at imødegå kommende
budgetudfordringer, dels at skabe muligheder for prioriteringsrum til vækst og udvikling, herunder
nye/udvidede aktiviteter. Med henblik herpå, er det vigtigt, at der på alle niveauer i organisationen, løbende
arbejdes med rationaliseringer og effektiviseringer af driftsaktiviteterne.
Det er et krav, at der straks iværksættes initiativer og handlinger ved konstaterede budgetudfordringer,
hvor det forventede regnskab viser udsigt til budgetoverskridelser. Der kan ikke forventes tillægsbevillinger
til løsning af budgetudfordringer vedrørende driftsaktiviteterne.
Økonomirapportering
Økonomirapporteringen til politisk niveau omfatter følgende:
Månedlig rapportering til det enkelte fagudvalg på baggrund af månedlige budgetopfølgninger
vedrørende driften. Forventet regnskab indgår i den økonomiske oversigt. Der suppleres med en
kort beskrivelse af forbrugsudviklingen.
Månedlig rapportering til Økonomiudvalget vedrørende den samlede drift, hvor forventet regnskab
vises i den økonomiske oversigt. Der suppleres med en kort beskrivelse af forbrugsudviklingen
omfattende drift og finansieringsposter.
3 gange årligt (31/3, 30/6 og 31/10) rapporteres til Byrådet via Økonomiudvalget. Denne
rapportering omfatter drift, anlæg og finansieringsposter. Økonomiske oversigter suppleres med
beskrivelse af forbrugsudviklingen.
12