SUF DNA 2017 - Page 20



“Jeg var altid bekymret og urolig for, om min far skulle
begynde at slå eller skælde ud. Jeg havde svært ved
at slappe af. Hele tiden gik jeg rundt med en klump i
maven og spekulerede på, hvad der nu skulle ske, og
hvordan jeg kunne forhindre det. Jeg var altid bange.”
Der findes normale forældre
Men selvom alkoholen og de overgreb og omsorgssvigt, der fulgte efter, var hverdagen i det hjem, hvor
Louise og hendes søskende voksede op, så vidste hun
godt, at noget var galt.
“Når jeg besøgte kammerater,
kunne jeg jo se, at der fandtes
normale forældre,” siger Louise,
der aldrig var i stand til at tale
med sine forældre om problemerne.
Den nødvendige støtte
I 10. klasse kom Louise på en ny efterskole. Et nyt
venindeskab opstod. Hun havde fundet sig en ambitiøs
veninde, som var målrettet og optaget af at opnå gode
resultater. Det gjorde indtryk.
“Jeg kunne se, at man kan opnå noget med sit liv, hvis
man virkelig vil. Det ville jeg
også gerne. Men jeg havde behov
for støtte – støtte til at komme
væk fra den omgangskreds, som
Da jeg mødte Jan og Jane,
jeg stadig hang ud med, støtte til
at komme på rette kurs.”
indså jeg, hvordan voksne
og ansvarlige mennesker
rent faktisk er i stand til at
tale sammen. Det åbnede
mine øjne for, at der var
andre måder at være voksen
på end dem, jeg havde lært
hjemmefra.“
Derimod kom hun selv til at
søge tilflugt i misbrugets verden.
Omkring 8. klasse begyndte Louise at “omgås de forkerte mennesker”. Hun festede, så snart
muligheden bød sig. Alkohol og
stoffer fulgte med. Forældrene
registrerede ikke, at Louise var
Louise
på vej ud på et alvorligt skråplan.
Det gjorde til gengæld kommunen, som sendte Louise på efterskole i 9. klasse. Det blev ikke nogen succes.
“Jeg havde svært ved at være på efterskolen, fordi jeg
ikke vidste, hvad der skete med mine søskende, og
hvad min far gjorde ved min mor,” siger Louise, der
løbende kom til flere samtaler med sagsbehandleren
fra kommunen. Men hun havde svært ved at åbne sig.
“Jeg vidste ikke, hvordan man talte om problemer, fordi jeg aldrig havde prøvet det. Jeg vidste bare, at der
var noget, som var helt forkert. Især når jeg sammen-
18
lignede mit eget familieliv med mine kammeraters,”
siger hun.
Dén støtte fik Louise, da hun
i 2006 gennem en kommunal
sagsbehandler blev introduceret
til SUF Strax. Det var dog ikke en
udvikling, som skete fra det ene
øjeblik til det andet. Tværtimod
var Louise og hendes lillesøster
yderst skeptiske, da socialkonsulent Jan Schmidt pludselig sad
med ved bordet.
“Jeg så ham meget an, og jeg
var ikke meget for at åbne op.
På grund af min far havde jeg et specielt og anstrengt
forhold til mænd. Jeg var meget skeptisk og utryg ved
situationen,” siger Louise.
I deres egen verden
Jan Schmidt husker tydeligt, hvordan han på mødet
blev mødt med stort forbehold.
“Louise, der var meget beskyttende over for sin lillesøster, var hende, der hele tiden førte ordet. Og jeg
kunne klart mærke, at jeg i Louises øjne ikke var en,

Paperturn



Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen