SUF DNA 2017 - Page 21



som skulle noget som helst i forhold til hverken hende eller lillesøsteren. Hun så mig ikke som en person,
men betragtede mig som endnu en del af“systemet”.
Der var noget fraværende over de to piger. De befandt
sig inde i deres egen verden og mødte deres omgivelser
med stor mistillid.”
Kampen for tilliden
Det var denne mistillid, der nu skulle nedbrydes. Jane
Kock, afdelingsleder i SUF Strax, kigger tilbage:
“Vi var der for dem hele tiden. Døgnet rundt. Når de
havde brug for os. Men også når de ikke havde brug
for os. I begyndelsen trak de sig tit, fordi de var vant
til at klare sig alene. Derfor handlede det om at være
sammen på en måde, som gav dem en følelse af at blive
favnet. Og når vi ikke var sammen med dem, ringede
vi ofte til Louise og hørte, hvordan det gik. Mest for at
minde hende om, at vi stadig var der,” siger Jane Kock.
“Da vi mødte Louise første gang, var det en sårbar
pige, der var meget brugt, og som havde været på rigtig
meget overarbejde i forhold til sine søskende og forældre. Hun var stresset, og hun havde ikke passet godt
på sig selv,” fortæller Jane Kock, der sammen med Jan
Schmidt satte alle kræfter ind på at vinde Louise og
søsterens tillid.
Louise tager styring
Gradvist oplevede Jan Schmidt og Jane Kock, at Louise tog mere og mere ansvar for sit eget liv. For de to
socialkonsulenter gjaldt det om at stille sig i en position, hvor de var undersøgende og lyttende i forhold
til Louises egne valg og ønsker. For eksempel da Louise på et tidspunkt ytrede ønske om at tage to år til
Australien, og sidenhen da hun stod over at skulle i
gang med en HF.
“I lang tid handlede det simpelthen om at vise for pigerne, at de kunne regne med os. Men de havde svært ved
at tage imod, fordi de ikke troede på det. De var vant
til at blive skuffede, og de havde svært ved at tro på, at
der var nogen, som ville dem det bedste.”
“Da Louise kom og sagde, at hun ville til Australien, var vi ved at tabe næse og mund, fordi vi syntes,
det var alt for langt væk. Men vi respekterede hendes
ønske og støttede hende, så hun var godt rustet til at
tage af sted,” siger Jane Kock.
En aftale er en aftale
De to søstre skulle mærke, at aftaler blev overholdt. At
et ord var et ord.
Socialkonsulenterne gik konkret til værks. De trænede Louise, der praktisk taget aldrig havde været ude
at rejse, i at bruge et kort. De lod hende vise vej, når
de kørte i bil, og de tog til lufthaven for at lade hende mærke, hvad det vil sige at stå alene blandt mange
mennesker et fremmed sted. Efterhånden lod de også
Louise prøve at rejse alene.
“Jeg kan huske, at vi lavede en heldagstur til København, hvor det for os gjaldt om at lære pigerne godt at
kende. De var så glade, fordi turen overhovedet blev til
noget, fordi de så ofte havde oplevet, at den slags blev
aflyst,” siger Jane Kock.
Tilstedeværelsen og nærværet fra to ansvarlige voksne
skulle pigerne mærke som en ny ramme om deres liv.
Det gjaldt også ved mere lavpraktiske ting som transport til og fra psykolog, hjælp med indkøb og økonomi.
“I forbindelse med en sommerferie, hvor Louise skulle
med, lagde vi en plan, så vi drog i forvejen, og så kom
Louise et par dage senere. På den måde fik hun konkret
erfaring med, hvad det ville sige at rejse på egen hånd,”
fortæller Jan Schmidt.
19

Paperturn



Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen