SUF DNA 2017 - Page 78



Svært at tage imod hjælp
Dennis’ historie tager for alvor sin begyndelse, da han
var omkring 17 år og boede hjemme. Han var i færd
med at uddanne sig til tømrer, hvor det hurtigt viste
sig, at han kunne opnå gode resultater. Men de mentale og psykiske problemstillinger, han hidtil havde skjult
for omverdenen, begyndte nu at eskalere voldsomt.
Dét, som siden er blevet diagnosticeret som Aspergers
syndrom og svær OCD – skønt der stadig er tvivl om,
hvorvidt det er den rette diagnose – tog til.
Når Dennis gik i bad, kunne det tage fem til seks timer,
en almindelig håndvask tog en time til halvanden, han
turde ikke åbne døre, og til sidst turde han heller ikke
sove i sin egen seng. Han sov i stuen på en luftmadras,
som blev skiftet ud hver dag, fordi han ikke turde sove
det samme sted flere dage i træk. Problemerne hobede
sig op, og det var efterhånden umuligt for ham at følge
med på tømreruddannelsen. Hans hverdag hang i laser.
“Jeg vidste godt, at jeg havde problemer, men jeg kunne ikke finde ud af at tage imod hjælpen. Min familie
bad mig om at blive indlagt, men jeg ville ikke, fordi det føltes så skamfuldt og pinligt, og jeg var meget
aggressiv, fordi jeg var så syg,” fortæller Dennis.
Problemerne kulminerer
Da det omsider lykkedes at få Dennis indlagt, kom
han først på en ungdomspsykiatrisk afdeling og herefter videre til BOAS Frederiksberg under Den Sociale Udviklingsfond. Foruden OCD kæmpede Dennis
nu også med alvorlige følgevirkninger af sin sygdom.
Mens han på hospitalet havde fået konstateret spiseforstyrrelse, led han i sin første lange tid hos BOAS
Frederiksberg af et massivt selvmedicineringsbehov i
form af søde sager. Dennis drak fem til seks liter cola
om dagen, spiste masser af is, og han tog 30 kilo på i
løbet af meget kort tid.
I forbindelse med en rejse til Rom sammen med BOAS
Frederiksberg kulminerede Dennis’ problemer. I den
76
italienske hovedstad fik han det så dårligt, at der
var usikkerhed om, hvordan han overhovedet kunne
fragtes hjem på forsvarlig vis. Dennis fik medicin til
at klare at være i lufthavnen og flyveturen tilbage til
København. I en lang periode efterfølgende kunne han
stort set kun opholde sig i sin seng. Alligevel var der
nogle ord, som blev ved at rumstere, nemlig de ord,
som hans kontaktperson, Morten, på et tidspunkt havde sat sig ned og sagt på sengekanten: “En skønne dag
skal du nok blive rask.”
“For mig var det simpelthen så afgørende, at der var
en, som anerkendte, at jeg var så syg, som jeg var,”
fortæller Dennis.
Drivkraften vækkes
Morten Dyrehave og en anden kontaktperson, Kim
Møller Nielsen, var intenst på Dennis. De ville ikke
lade ham indlægge i Rom, men var i stedet hos ham
døgnet rundt. De hjalp ham med at åbne døre og med
at spise. Dennis fandt ud af, at han havde en indre
drivkraft, han kunne bruge. Når blot der var nogen
ved siden af ham hele tiden.
“Da først jeg havde fået vækket drivkraften og fundet
modet, kastede jeg mig ud i at arbejde med mine problemer, og selvom det var – og stadig er – sindssygt
hårdt, så har jeg flyttet mig markant,” siger Dennis.
Hans kontaktperson, Morten Dyrehave, er enig, og
han lægger i dag ikke skjul på, at forløbet med Dennis
har gjort særlig stort indtryk. Morten Dyrehave glemmer således heller aldrig de ord, han fik sagt til Dennis
fra sengekanten.
“Når jeg sagde til ham, at jeg troede på, at han ville blive helt rask, så skyldtes det, at han havde nogle
kraftige OCD-lignende symptomer, hvor jeg erfaringsmæssigt ved, at jeg kan gøre en forskel. Hvis ellers den
person, jeg arbejder med, kan kæmpe med – og det
kunne Dennis,” siger Morten Dyrehave, socialkonsulent i BOAS Frederiksberg. Han tilføjer:

Paperturn



Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen