SUF DNA 2017 - Page 84



D
et var igen en af de dage, hvor Freja kom
hjem fra skole ked af det og tillukket. Hun
havde ingen venner i skolen, og mobning
var en del af hendes hverdag. Det gjorde ondt på Frejas mor at se sin datter så
ramt, og hun ønskede blot at gøre det godt for hende.
Endnu engang lovede Frejas mor,
at nu skulle de i tivoli.
De kom aldrig i tivoli. Hvor gerne hendes mor end ville, så havde
hun ikke kræfterne. Det blev ved
de gode intentioner, som i Freja
lagrede sig som skuffelse og følelsen af ikke rigtig at kunne regne
med nogen.
I dag er Freja 18 år. Hun bebrejder ikke sin mor. Hun ved, at
moren har gjort det så godt, hun
kunne. Men Freja kæmper stadig
med at komme fri af den barndoms- og ungdomshistorie, som
blev hendes.
Hendes historie er en af dem, som nogle gange dukker op, om børn og unge, som er sårbare og udsatte,
og som ender med at stå udenfor. Plejefamilien kom
heller aldrig til at fungere for Freja, som derefter kom
på institution, hvor hun lykkedes med at afslutte 10.
klasse. På institutionen kom hun
heller aldrig til at føle sig tilpas.
Det er svært at forklare, hvad
det præcist er, Henrik gør,
men han hjælper mig med at
opbygge min selvtillid og mit
selvværd. Jeg øver mig hele
tiden i, at jeg ikke skal gøre
noget for at folk kan lide mig.
De behøver ikke låne min
lejlighed, eller jeg behøver
ikke købe ind for dem for at
være god nok.“
Freja har altid følt, at hun stod
Freja
uden for de andres fællesskaber.
Fra 5.-7. klasse gik hun slet ikke
i skole. I midten af 8. klasse kom
hun i specialklasse, og i mellemtiden var hun kommet i
plejefamilie, da det ikke fungerede i hendes barndomshjem. Det samme var hendes storebror.
“Jeg har aldrig lært rigtig at stole på nogen og tro på,
at de virkelig ville mig,” siger Freja.
82
Ensom til SUF
Siden da – for omkring et år siden
– har Den Sociale Udviklingsfond (SUF) udgjort rammen om
Frejas liv. Hendes sagsbehandler
kendte til organisationen, og for
Freja blev det til et første møde
med Henrik Palmquist, socialkonsulent hos SUF Sydsjælland i
Vordingborg. Freja var betænkelig af flere grunde.
“Det var skræmmende at skulle
til at bo selv, lave mad og komme
i skole. Jeg frygtede, at jeg ville
komme til at føle mig alene,”
siger Freja, som alligevel blev
positivt overrasket over ikke at
træde ind i en ny institutionsramme.
“Henrik ser jeg ikke som en pædagog, men mere som
en slags ligeværdig ven, der hjælper mig med at finde
retning og finde ud af, hvad der er det rigtige for mig
at gøre, når jeg bliver i tvivl om noget.”

Paperturn



Powered by


Full screen Click to read
Paperturn flip book
Search
Overview
Download as PDF
Print
Shopping cart
Full screen
Exit full screen