Tandslet Tidende nr 73 web - Flipbook - Page 1
Spøger det i
Tandslet Sogn?
Hvis du tror, at spøgelser og genfærd kun findes på slotte og gamle herregårde, så tager du
fejl. Der er adskillige beretninger om spøgelser, nisser og mærkelige hændelser i Tandslet.
Nogle af dem er samlet og nedskrevet af Jens
Raben, som var museumsinspektør på Sønderborg Slot fra 1921 til 1955. Der er jo nok noget om snakken, når en sådan mand skriver det
ned.
Her er et eksempel:
SPØGERI PAA STENSGAARD
Dengang da Stensgaard endnu havde adelige Ejere var
der en Markfoged paa Gaarden, og han var meget haard og uretfærdig overfor Arbejderne. Ved enhver Lejlighed beklagede han sig til Herremanden og beskyldte
Folkene for et eller andet som de ikke havde gjort. Saaledes blev en Karl, som Markfogden ikke kunde ud-
staa, beskyldt for Haandgribeligheder overfor Fogden.
Karlen fik en haard Straf og døde som Følge af denne
Behandling. Da Folkene paa Gaarden vidste, at han
var uskyldig, svor de Fogden Hævn. — Kort Tid efter
fandtes Markfogden druknet i Voldgraven, han tog sig
selv af Dage.
I lang Tid efter gik han igen. Man har set ham løbe omkring paa Gaarden og han raabte den ulykkelige Karls
Navn, hvis Død han havde forvoldt. — Omsider lykkedes det Præsten fra Asserballe at mane Gengangeren
i Jorden.
Ved Stensgaard stod en ældgammel Brændselslade,
den blev nedbrudt 1942. Der spøgte det.
En Pige paa Gaarden havde født i Dølgsmaal og aflivet Barnet i Laden. Efter denne Tid kunde man høre et
Spædbarn græde derinde om Natten.
Gaardens Piger var ikke glade for at hente Brændsel
i Laden om Aftenen. De sørgede altid for at en anden
gik med og at Brændslet blev hentet før det blev mørkt.
Vi hører ikke så meget om spøgelser mere. Måske
skyldes det, at præsterne gennem tiden har manet dem
i jorden. Hvis du alligevel har kendskab til spøgelser,
som huserer eller har huseret, så hører vi gerne fra dig
i Tandslet Lokalhistoriske Arkiv.
Billedet er fra ”Danmark set fra luften” og er fra 1939 taget af Sylvest Jensen Luftfoto
Side 19