Politik for integration af bæredygtighedsrisici - Flipbook - Side 1
INDUSTRIENS PENSIONSFORSIKRING A/S
POLITIK FOR INTEGRATION AF BÆREDYGTIGHEDS-RISICI I INVESTERINGSBESLUTNINGER
Ved alle nyinvesteringer i de interne mandater
indgår selskabets bæredygtighedsprofil og dermed også eksponeringen til bæredygtighedsrisici som en integreret del af investeringsbeslutningen. Det sker ud fra en materialitetstilgang,
hvilket sikrer, at der fokuseres på de væsentlige
bæredygtighedsrisici Ved udvælgelsen af eksterne forvaltere indgår deres håndtering af bæredygtighedsrisici i udvælgelseskriterierne.
Bæredygtighedsrisici er negative indvirkninger
på investeringsafkastet som følge af en potentiel
udvikling i miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i de samfund, hvor der er investeret. Klimarisiko omfatter fysisk risiko og transitionsrisiko.
De samlede risici er beskrevet i bilaget, og den
konkrete tilgang til håndteringen af bæredygtighedsrisici for de enkelte aktivklasser bestemmes ud fra deres karakteristika, tilgængelige
data og målemetoder.
Politikken indeholder ikke rammer for en acceptabel beløbsmæssig bæredygtighedsrisiko i forhold til en enkelt aktivklasse eller de samlede
aktiver. Baggrunden herfor er, at der ikke for nuværende findes valide datakilder, der med den
fornødne objektivitet kan identificere de mulige
økonomiske bæredygtighedsrisici.
Dermed tjener politikken til at identificere de
områder, hvor bæredygtighedsrisici kan indvirke betydeligt på investeringsafkastet, og
hvordan denne risiko søges imødegået i investeringsprocessen og i den opfølgende analyse.
Industriens Pension har truffet beslutning om, at
der ikke investeres i kulminedrift og udvinding af
tjæresand, som vurderes at være forbundet med
særligt væsentlige bæredygtighedsrisici.
Håndtering af bæredygtighedsrisici for
aktivklasserne
Alle bæredygtighedsrisici forsøges så vidt muligt afdækket, men det vurderes, at fysiske klimarisici og transitionsrisici i relation til klima er
de væsentligste bæredygtighedsrisici i investeringsbeslutningen på såvel noterede som unoterede aktiver.
Fysiske klimarisici kan være direkte skader på
vores aktiver som følge af klimaforandringer. Det
kan også være tab som følge af afledte effekter
af klimaforandringer som lavere økonomisk aktivitet i de berørte områder, stigende forsikringsomkostninger og politisk ustabilitet.
Transitionsrisici afhænger overordnet set af omstillingsbehovet for de forskellige forretningsmodeller, som ligger til grund for vores investeringer. Store dele af virksomhedernes produktionsapparat kan eksempelvis have en begrænset værdi, hvis det ikke kan omstilles til en bæredygtig økonomi. Det er dog kun en risiko i det
omfang, det ikke allerede er afspejlet i prissætningen af selskaberne.
Noterede aktivklasser
Aktier
Investering i noterede aktier foretages dels internt i Industriens Pension, dels via eksterne forvaltere.
En tilfredsstillende bæredygtighedsprofil er
sammenfaldende med at sikre, at porteføljen er
robust i forhold til omstillingen til en bæredygtig
økonomi. Der foretages derfor løbende screening af både de internt og eksternt forvaltede
mandater i forhold til bæredygtighedsratings i et
egenudviklet dataværktøj baseret på data, som
hentes via finansinformationssystemet Bloomberg.
Dermed er der skabt et overblik over den samlede bæredygtighedsprofil i aktieporteføljen og
muligheden for på systematisk vis at identificere
enkeltselskaber eller eksterne forvaltere, hvor
der er behov for opfølgning.
Der screenes endvidere for selskaber, der ikke
efterlever de 10 principper i FN’s Global Compact, Ottawa-konventionen om landminer, Oslokonventionen om klyngeammunition, konventionen om biologiske våben, konventionen om kemiske våben, involvering i atomvåben og overtrædelser af handels- og våbenembargoer.
Porteføljen af noterede aktier i Industriens Pension er geografisk og sektormæssigt veldiversificeret. Der er dog en overvægt af danske aktier,
som typisk opnår en højere rating i forhold til
bæredygtighed i de interne screeninger. Det
vurderes derfor, at bæredygtighedsrisici mitigeres delvist ved at opretholde en passende diversifikation.
Kreditobligationer
Investering i kreditobligationer foretages via
eksterne forvaltere. Kreditobligationer er eksponeret i forhold til de samme bæredygtighedsrisici som noterede aktier. Det samlede markedsrisikoniveau for kreditobligationer er generelt lavere end for noterede aktier, hvilket vurderes
også at være tilfældet i forhold til bæredygtighedsrelaterede risici, da bæredygtighedsrisici
på linje med øvrige risici rammer selskabernes
egenkapital og dermed i første omgang bæres
af aktionærerne.
Fysiske risici i form af eksempelvis naturkatastrofer eller krigshandlinger, der rammer pludseligt, kan øge omfanget af fallitter og medføre en
forringet kreditkvalitet med tilhørende tab af
markedsværdi på de udstedte obligationer.
Transitionsrisici i form af eksempelvis ændrede
investorpræferencer kan føre til højere rentespænd og tilhørende tab af markedsværdi på
obligationer udstedt af de berørte selskaber.
Der foretages en samlet vurdering af risikoniveauet ved investering i kreditobligationer ud fra
samme Bloomberg-data som ved aktier, herunder om det forventede afkast kompenserer tilstrækkeligt for bæredygtighedsrisikoen.
Ved udvælgelsen af eksterne forvaltere indgår
deres håndtering af bæredygtighedsrisici i udvælgelseskriterierne. Foruden mitigering af bæredygtighedsrisici betragtes håndteringen af
bæredygtighedsfaktorer som væsentlige i forhold til at identificere investeringsmuligheder.
1